Seuf Friluftsliv og Outdoor

Gå til kurv Til betaling
0 varer for totalt 0,00 kr.
BONUSTRAPPE
  • Trin 1 Køb for 1000 kr og få gratis levering
  • Trin 2 Køb for 1800 kr og få et gavekort til 200,-
  • Trin 3 Køb for 3000 kr og få endnu et gavekort til 300,-


Læs om bonustrappen

Fjällräven

Fjällrävens historie Helt tilbage i 1960 startede Åke Nordin en virksomhed, som han kaldte Fjällräven. Målet var at gøre naturen mere tilgængelig for flere mennesker. Åke var især irriteret over datidens rygsække, som altid endte som små, ubekvemme klumper nede på lænden. I 1950, da han var 14 år konstruerede han en træramme med en aftagelig taske, som var smal for neden og bred i toppen, hvilket gav en meget bedre vægtfordeling. Hermed kunne man pludselig bære tungere vægt og føle det mere behageligt. 10 år senere blev virksomheden ”Fjällräven” født.

Åke syntes også, at teltene var alt for tunge, og ville skabe nogle i lettere materiale. Dog blev dette materiale for tungt i starten, så han syede det om til jakker og bukser. Her fungerede materialet perfekt pga. dets slidstyrke, og det blev døbt G-1000. Herefter udviklede Fjällräven sig i en rivende fart, og er i dag et af verdens førende outdoor-mærker. Fjällräven arbejder stadig på at finde innovative, intelligente løsninger til friluftsudstyr. Det handler om at få mennesker til at bibeholde kærligheden til naturen og vække den hos andre, samt at udvikle produkter med respekt for naturen. Alt dette afspejler en succesfuld, ansvarlig, moden virksomhed, som har haft samme vision lige siden 1960, og som stadig udvikler nye, spændende produkter!


Materialer

Før du køber dit Fjällräven produkt, kan det være meget rart at vide lidt om Fjällrävens mest kendte materialer – hermed kan du nemt guide dig ind på, hvilket materiale, der er det rigtige for dig:

G-1000-materiale

Det populære G-1000 materiale blev opfundet, da Åke Nordin ville lave sine første Fjällräven-telte. Dog fandt han hurtigt ud af, at materialet var for tungt som teltmateriale - men det var stadig ekstremt slidstærkt. Han lagde stoffet ud på gulvet, og kun timer efter var Fjällrävens første jakke født - Greenland jakken. Det nye stof blev døbt G-1000, og er i dag et af verdens mest slidstærke og anvendelige materialer. G-1000 består af en tæt vævet kombination af 65% polyester og 35% bomuld. Det er let vandafvisende, vindtæt, myggetæt, UV-beskyttende og ekstremt slidstærkt. Ønsker du at gøre dine G-1000 bukser mere vandafvisende, kan du med fordel imprægnere dem med Greenland Wax på de mest udsatte steder såsom bagdel og knæ.

MT-materiale

MT står for Micro Travel, og er et materiale udviklet specielt til aktiviteter i varmere klimaer. Det kombinerer det lette, slidstærke mikropolyamidfiber med blødt bomuld. Unødvendig vægt bør undgås på en vandretur, og derfor vejer MT-materialet så lidt som muligt, og er desuden rynkefrit og UV-beskyttende. Det blokerer næsten alle UV-stråler, og giver dobbelt så stor beskyttelse som bomuld. Hvis der kommer en byge, så fortvivl ej – MT-materialet er ekstremt hurtigtørrende!

Hydratic-membran

Fjällräven har udviklet sin egen membran, kaldet Hydratic. Den findes i meget af Fjällrävens tøj, og sørger for at holde det vind- og vandtæt samtidig med at være meget åndbart. Membranen har små, mikroskopiske porer, der er flere tusinde gange mindre end en vanddråbe, men mange hundrede gange større end damp – hermed kan damp fra kroppen slippe ud, men vand kan ikke trænge ind. Hydratic har et vandsøjletryk på 10.000 – 20.000mm, som holder dig tør under selv de mest ekstreme vejrforhold. Åndbarheden måles i, hvor mange gram vand en kvadratmeter stof lader passere på 24 timer. Hydratic har en åndbarhed på 8.000 – 15.000 g/m2/24h. Herudover har de fleste af jakker og bukser med Hydratic-membran ventilationsåbninger, for en direkte udluftning.

Eco-Shell

Eco-Shell er fremstillet i genanvendt polyester og fungerer som et skallag – altså er det 100% vind og vandtæt, slidstærkt og åndbart. Desuden er materialet helt frit for fluorkarboner og er klimakompenseret. Membranen er klæbet på et ydermateriale i genanvendt polyester, og på indersiden er endnu et lag i genanvendt polyester – dette gør Eco-Shell ekstra slidstærkt! Materialet har allerede været nomineret for sine miljøvenlige egenskaber til SOA Sustainability Award i 2011.

Miljøvenlige initiativer

Fjällräven er en meget ansvarsbevidst virksomhed, som vil gøre alt for at bevare naturen. Når man er en så stor virksomhed med en stor produktion, må der laves initiativer, som gør CO2-udledningen mindst mulig. Herudover har Fjällräven sat ind for at redde den meget truede polarræv, og dunene i deres dunjakker kommer kun fra leverandører, som har skrevet under på deres Code of Conduct.

Save The Arctic Fox

Bestanden af polarræve er alvorligt truet med udryddelse, og i de senere år har Fjällräven støttet forskning i polarræve og andre bevarelsesindsatser. Åke Nordin var altid meget fascineret af polarræven, som har tilpasset livet i de høje nordiske bjerge – dens vinterpels kan modstå temperaturer helt ned til -60 °C. Desværre er der i dag kun ca. 130-150 voksne polarræve tilbage i hele Skandinavien, og en solid artsbestand kræver mindst 500 voksne dyr. For hver deltager i Fjällräven Classic og for hvert produkt der sælges i ”Save the Arctic Fox”-kollektionen, donerer Fjällräven SEK 50 til polarrævsforskning. I 2010 overrakte de en check på SEK 100.000 til projektet.

Dunproduktion

Fjällräven har strenge krav for, hvordan deres dun håndteres. Virksomheden arbejder eksklusivt med én dunleverandør, som samarbejder med bestemte gårde og slagterier. Alle parter har underskrevet Fjällrävens Code of Conduct, som er et sæt retningslinjer der skal følges. I hele processen transporteres dun til Fjällräven-produkter i lukkede sække for at undgå at blive blandet med anden dun. Et kvalitetskontrolteam overvåger processen, og dunenes kvalitet og renhed kontrolleres af IDFL (International Down and Feather Laboratory). I 2010 modtog Fjällräven en hædersbevisning af Animal Welfare Sweden.

Andet

Af andre miljøtiltag har Fjällräven blandt andet naturlig imprægnering af deres tøj, som ofte bliver lavet i økologisk bomuld eller genanvendt polyester. G-1000 materialet er naturligt imprægneret med Greenland Wax, som kun består af bivoks og paraffin. Det økologiske bomuld dyrkes uden pesticider, kunstgødning og genmodificering. Et udvalg af Fjällrävens produkter består af genanvendt polyester. Polyester fremstilles af olie, som er en knap ressource. Derfor er det en fordel at genanvende polyester, hvormed man reducerer størrelsen af lossepladser og skadelige udledninger fra forbrændingsanlæg. Herudover er alt Fjällrävens vandtætte tøj frit for fluorocarbon, og der bruges bambus i nogle af Fjällrävens trøjer. Desuden har den nye Kajka rygsæk en ramme lavet af lamineret finsk birk, som mindsker CO2-udledningen med 90%!

Vi håber, at denne guide har gjort det nemmere for dig at vælge det helt rigtige Fjällräven-produkt, og har gjort dig klogere på Fjällräven som ansvarsfuld virksomhed, med en spændende historie bag sig. Der er en grund til, at Fjällräven i dag er et af verdens førende outdoor-mærker, og hos Seuf Outdoor er vi mere end stolte af at have et så stort udvalg af deres fantastiske produkter!